SkipNavigation

en deltager ved kurset får overrakt sit diplom.jpg

Læger i Tanzania lærer at dokumentere tortur

Udgivet 21.06.2017
Som et led i et større projekt har sundhedsfaglige eksperter fra DIGNITY været i Tanzania for at undervise lokale læger i blandt andet dokumentation af tortur.

Billede: En af kursets deltagere får overrakt diplom af Ruth Lauge, leder af DIGNITYs danske rehab.

Hvad skal man kigge efter, når man som lægefaglig person skal finde ud af, om et menneske har været udsat for tortur? Det er omkring 35 læger, terapeuter, sygeplejersker og studerende fra 12 regioner i Tanzania blevet klogere på takket være DIGNITY. I begyndelsen af maj afholdt sundhedsfaglige eksperter fra DIGNITY nemlig et tre-dages seminar i Dar es Salaam, hvor dokumentation af tortur var på dagsordenen.

- De fremmødte deltagere viste stor professionel interesse og entusiasme. Det var tydeligt at mærke, at de er meget interesserede i at tilegne sig, og ikke mindst bruge, denne viden i deres arbejde, siger overlæge Marie Brasholt, der var én af underviserne på seminaret.

Der er i øjeblikket meget lidt viden omkring tortur og torturens konsekvenser blandt læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige grupper i Tanzania - og det er et problem.

- Det er et stort problem, da den manglende identifikation både betyder manglende behandling, retsforfølgelse, samt dårligt overblik over overgrebenes omfang, siger Marie Brasholt.

På seminaret lærte lægerne blandt andet om hvilke fysiske tegn, tortur kan efterlade kroppen. Det drejer sig for eksempel om ar og skader på led, nerver og knogler. De fik også indblik i de psykiske konsekvenser af tortur, og hvordan de kan vise sig i form af problemer i hjemmet, eller andre aspekter af offerets sociale liv. I forbindelse med træningen havde DIGNITY på forhånd indhentet personlige beretninger fra torturofre i Tanzania, som på den måde kunne underbygge undervisningen.

Deltagerne på seminaret mødes igen i oktober, hvor der vil blive fulgt op på, hvordan de har kunnet bruge det, de har lært. Den viden deltagerne og DIGNITY efterhånden får om tortur i Tanzania vil også blive brugt til at vurdere, om der er grundlag for at etablere et rehabiliteringscenter for torturofre i landet.

Vi samler statistik og forbedrer din brugeroplevelse ved hjælp af cookies.   Læs mere her...