SkipNavigation

20170126_091305.jpg

Indtryk fra den filippinske ‘war on drugs’

Udgivet 16.02.2017
'Folk er bange for at dø'. Specialestuderende Anna Bræmer Warburg har været i Filippinerne og talt med de mennesker, der dagligt mærker konsekvenserne af Præsident Dutertes narkokrig.

af Anna Bræmer Warburg

Jeg mødes med Mae på en café i Fairview. En halv times kørsel fra Bagong Silang i det nordlige Manila, hvor hun bor til dagligt. Den tætte trafik summer i baggrunden, men osen fra motorcykler, taxier og jeepney’er stiger ikke en til hovedet på samme måde som i det tætpakkede Bagong Silang, der er et at de største slumområder i Filippinerne. I ly for nysgerrige ører, fortæller Mae om sine oplevelser med det lokale politi og broderens død under den filippinske ‘war on drugs’.

Det var ikke før valget af Rodrigo Duterte som filippinsk præsident, at narkoindustrien for alvor blev fremhævet som et reelt politisk fokusområde og trussel mod den nationale sikkerhed. Tidligere meddelte Duterte, at hans ‘war on drugs’ ville fortsætte indtil den sidste pusher er død. Et initiativ, der er populært blandt befolkningen, hvor fortsat mere end 80 % støtter Duterte. På nuværende tidspunkt, syv måneder inde i Dutertes embede, er mere end 7.000 personer døde som et resultat heraf.

En atmosfære præget af frygt
Mae fortæller mig om sit liv i Bagong Silang. Et hårdt liv, der efter blot fire årtier har sat sine tydelige spor hos hende med tænder i forfald og en hårpragt, hvor grålige nuancer har overtaget de karakteristiske sorte. Til dagligt går Mae rundt i nabolaget, fra hus til hus, og sælger hjemmelavede snacks, hun laver tidligt hver morgen. Riskager, halo halo og friterede bananer. Her er hun en flue på væggen i private hjem, ved udvekslinger mellem naboer og på politiets patruljer gennem de snævre stier i det tætbebyggede slum.

Hun observerer en hverdag i Bagong Silang, hvor narkohandel, afpresning og korruption stadig er udbredt, og hvor forskellen, ifølge hende, nu er, at det foregår bag lukkede døre. Op til flere gange har Mae været vidne til, at politiet har været indblandet i narkohandel; typisk har en betjent afleveret shabu, en billig form for metamfetamin, til en lokal pusher for selv at få en økonomisk gevinst efter det er solgt.

Ifølge Mae, er det almen viden blandt de lokale beboere, at politiet er involveret i illegale aktiviteter. Men atmosfæren i Bagong Silang er præget af frygt, hvor beboerne ikke tør stå frem som vidner. For nyligt blev Mae selv truet af en politibetjent med ordene: “Hvis du siger noget, eller hvis du fortæller noget, så slår vi jer alle ihjel.”

En positiv samfundsudvikling?
Stemningen på den lokale politistation er helt anderledes. På trods af en fyldt celle bagerst i lokalet med arme og ben fra indsatte, der stikker ud gennem tremmerne, er betjentene i højt humør.

De har ikke længere travlt på deres daglige patruljer. Uden undtagelse fortæller de alle, at Bagong Silang nu er et fredeligt community, og at beboerne er glade og tilfredse. Efter Dutertes ‘war on drugs’ er kriminaliteten faldet markant. De fremhæver antallet af folk, der har meldt sig selv, hvilket er mere end en million, ifølge officielle politirapporter. Det er kun en lille procentdel, der er blevet slået ihjel, så hvorfor fokusere på det, når den overordnede samfundsudvikling er positiv? Drabssager, der involverer politiet, bliver afvist på baggrund af brugen af selvforsvar. Det er kun ‘isolerede tilfælde’, hvor politiet har handlet uetisk og misbrugt deres magtbeføjelser.

-Folk har den forkerte opfattelse af politiet. Endelig sker der noget. Vi gør noget for at løse problemet, fortæller politiets talsmand, Dionardo Carlos.

- Dem, der bliver dræbt er ikke ligeså kloge som dem, der melder sig selv. De bliver ved med at bryde loven, og vi bliver ved med at stoppe dem, siger han.

Maes bror var en af de mange filippinere, der meldte sig selv lige efter Duterte kom til magten. Hun fortæller, at han var tidligere stofmisbruger, men havde været clean i lang tid. Tre uger efter han meldte sig selv, blev han dræbt af ukendte gerningsmænd på motorcykel udenfor sit hjem i Bagong Silang. Naboen fulgte efter gerningsmændene på motorcykel gennem de snævre stier, der endte med at stoppe foran den lokale politistation.

Midlertidig pause i Dutertes ‘war on drugs’
Maes fortælling om broderens død står langt fra alene. Jeg hørte utallige beretninger om politipraksisser, der var mistænkelige eller opererede direkte udenfor lovens rammer. Det bærer vidne om et filippinsk politi, hvor de reformer til moderniseringsprocesser og træningsprogrammer, der blev sat i værk af den foregående administration, er blevet tilsidesat til fordel for et nationalt sikkerhedsanliggende, der bliver bekæmpet ved brug af de selv samme metoder, disse reformer havde til hensigt at adressere.

Seneste skud på stammen er kidnapningen og mordet på den sydkoreanske forretningsmand, Jee Ick-Joo, der fandt sted inde i politiets nationale hovedkvarter, blot få døre fra politichefens kontor. Sagen understreger, at Dutertes ‘war on drugs’ bliver brugt som røgslør for skjulte motiver, og som konsekvens heraf er jagten på at udrydde narkotika blevet sat midlertidigt i bero for i stedet at fokusere på at bekæmpe intern korruption, der henvender sig mod de ‘isolerede tilfælde’ af magtmisbrug.

En følelse af usikkerhed
Blandt beboerne i Bagong Silang er der en general skepsis over for om mordene reelt vil stoppe. Følgeskaderne hober sig op, og det gør folk mere villige til at dele deres historier.

Diskursen er så småt ved at ændre sig fra ‘er det acceptabelt at dræbe folk, fordi de er skyldige?’ til at stille spørgsmålstegn ved ‘måden, hvorpå problemet bliver adresseret’. En ny meningsmåling påpeger, at 78 % af filippinerne frygter, at der vil ske dem selv eller deres pårørende noget, hvilket understreger en generel følelse af usikkerhed i det filippinske samfund.

Mae gør sin del for at sprede budskabet. Hun mener også, at der skal tages hånd om narkoproblemet i Filippinerne, men metoderne er hun ikke enig i.

- Jeg stemte på Duterte til valget, fortæller hun, mens hun ryster på hovedet, - men det har jeg fortrudt nu. 

Hun er vred på ham.

- Der er ikke fredeligt i Bagong Silang. Der er stille om natten, fordi folk er bange for at gå ud. De er bange for at dø. Mae vender sin serviet, før hun til sidst tilføjer:

- Duterte, han lever i sin egen verden.

Mae er et opdigtet navn

Anna Bræmer Warburg er specialestuderende ved Dignity. Hun er netop hjemvendt fra feltarbejde i Bagong Silang, Manila, hvor hun samarbejdede med Dignitys partnerorganisation Balay.

Hendes informanter inkluderer politi, community leaders, vagter, lokale beboere, tidligere stofmisbrugere, repræsentanter fra NGOer, efterforskningshold, politikere, forskere, advokater, m.fl.

Vi samler statistik og forbedrer din brugeroplevelse ved hjælp af cookies.   Læs mere her...