SkipNavigation

modvig_unpng.jpg

Dansker genvalgt til FN's Komite mod Tortur

Udgivet 05.10.2017
Jens Modvig, overlæge og leder af sundhedsfaglig afdeling i DIGNITY, er genvalgt til FN’s Komite mod Tortur med 95 ud af 146 stemmer.

Jens Modvig, dansk overlæge og leder af DIGNITY’s sundhedsfaglige afdeling, er netop blevet genvalgt som ekspertmedlem til FN’s Komite mod Tortur med 95 ud af 146 stemmer.

FN’s Komite mod Tortur består af 10 uafhængige eksperter, og har til opgave at overvåge om landene overholder Torturkonventionen. Dette sker blandt andet ved jævnlige eksaminationer af de lande, der har underskrevet konventionen. Derudover behandler komiteen også individuelle klager om forbrydelser mod torturforbuddet.

- Jeg er meget glad for at være blevet genvalgt. FN’s Komite mod Tortur er et af de mest respekterede, uafhængige organer i FN, og jeg ser frem til at kunne fortsætte arbejdet også i den kommende valgperiode, siger Jens Modvig.

 Jens Modvig har brugt sin medicinske baggrund til at bekæmpe tortur i næsten 20 år. Han har været medlem af komitéen siden 2014 og formand siden april 2016. Som formand har han siddet i spidsen for en lang række landeeksaminationer.

- Det mest udfordrende og spændende ved arbejdet er jo, at man er i direkte dialog med næsten alle verdens lande omkring forebyggelse og bekæmpelse af tortur. Vi skal hele tiden være effektive i vores kritik, men også konstruktive, hvis vi skal lykkes med at få noget forandret, siger Jens Modvig.

Komiteens medlemmer vælges for fire år af gangen. Komiteen konstituerer sig selv i april i 2018, hvor det bliver besluttet, om Jens Modvig også skal fortsætte som formand for FN’s Komite Mod Tortur.

Blå bog:

  • Overlæge, Ph. d, Jens Modvig, født 1953
  • Formand for FN’s Komite Mod Tortur siden 2016
  • Arbejder til dagligt som leder af sundhedsfaglig afdeling i DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur
  • Jens Modvig er klinisk lektor i social medicin og rehabilitering ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
  • Jens Modvig bor i Holte med sin kone

Kontakt
Pressechef Caroline Broge: 22 91 00 20, cabr@dignityinstitute.dk

Vi samler statistik og forbedrer din brugeroplevelse ved hjælp af cookies.   Læs mere her...