SkipNavigation

Traumer smitter

Udgivet 21.02.2013
Bliver der ikke taget hånd om traumer i familier, kan symptomerne overføres til andre familiemedlemmer.

Under 1. Verdenskrig blev det opdaget, at nogle soldater blev psykisk mærket af deres oplevelser. Det fik betegnelsen granatchok. Dengang forventede man, at soldaterne var psykisk stærke. Hvis soldaterne blev bange under kamp, blev de fjernet fra tjeneste, indtil symptomerne forsvandt, hvorefter de blev genindsat på fronten. Men man var i den vildfarelse, at det kun var psykisk 'svage' personer, som fik lidelsen. I dag har granatchok fået et nyt navn og er bedre kendt som posttraumatisk belastningsreaktion eller PTSD.  Det var først op gennem 70'erne og 80'erne, at der kom fokus på traumer. Det skyldes især erfaringer fra Vietnam-krigen. I 1980 blev begrebet endelig anerkendt, og nu ved vi, at hvis man behandler det, kan man spare mennesker for mange lidelser. Med forskningen i PTSD begyndte man også at interessere sig for personer i den traumatiseredes omgangskreds. Et meget vigtigt resultat, som er kommet fra DIGNITYs forskningsafdeling, er, at traumer vandrer, hvis de efterlades ubehandlet.

- Vi ved fra den forskning, vi har lavet med fokus på torturofre, at deres børn var påvirkede af forældrenes oplevelser. I mange familier var oplevelserne ikke noget, man talte om. Der var en hemmelighed i familien, som lå som en skygge henover hjemmet. For os var det en enorm vigtig viden at få, fordi vi kan bruge det aktivt i rehabilitering og forebyggelse. Behandler vi en traumatiseret person, er det vigtigt at indtænke, at familierne kan være påvirkede og have brug for behandling også, forklarer forskningschef i DIGNITY, Edith Montgomery, som har forsket i asylbørn.

Både primært og sekundært traumatiseret

Ifølge Edith Montgomery er mange af DIGNITYs patienters børn både primært og sekundært traumatiseret. Traumerne kan have tre årsager. For det første er der børnenes egne voldsomme oplevelser. For eksempel er det ikke usædvanligt, at torturbødler kan finde på at torturere børn foran forældrene og omvendt. For det andet kan tabet af eller separation fra et nært familiemedlem traumatisere barnet. Endelig kan forældrenes manglende forældreevner, der skyldes deres egne traumer, lede til primær eller sekundær traumatisering.

- Selvom nogle børn af traumatiserede ikke selv er primært traumatiseret af episoder i hjemlandet, så kan de sagtens være primært traumatiseret af forholdene i hjemmet. Det skyldes, at forældrene har svært ved at være følelsesmæssigt til stede for deres børn, fordi deres egne traumer fylder så meget. Børnene bliver i nogle tilfælde udsat for vold, og kan derigennem få det, vi kalder en primær traumatisering, siger Edith Montgomery.

Traumatiserede børns leg går i ring

Edith Montgomery forklarer, at børnenes leg og adfærd afslører traumer.

- Leg hos børn er bearbejdende og udviklende. Når ikke traumatiserede børn leger, indgår nye elementer hele tiden i legen. Legen udvikler sig, eller de leger noget andet. Det betyder ikke, at de ikke leger det samme flere gange, men der sker en udvikling. Traumatiserede børn kan derimod gentage de samme mønstre i legen og kommer så at sige ikke videre. For eksempel leger et traumatiseret barn en voldelig sekvens og bliver ved med at begrave en person. Og så sker der ligesom ikke mere. Et andet karakteristika er, at børn af for eksempel torturofre, kan genfortælle voldelige oplevelser, som havde de været der. Og det på trods af, at de aldrig har været i nærheden af vold, påpeger Edith Montgomery

Som at have 40 i feber og skulle passe en toårig

Symptomerne på sekundær traumatisering er blandt andet søvnløshed, angst, koncentrationsbesvær, glemsomhed, aggressioner og nedtrykthed. Det kan gå ud hårdt udover familien at leve sammen med en person med PTSD. PTSD-ramte kan have meget svært ved at finde overskuddet og energien til børnene. Det skyldes, at de bruger det meste af tiden og energien på at håndtere traumerne i hverdagen.

- Børn har behov for forældre, som er empatiske på deres vegne og deres præmisser. Personer, som forsøger at overleve i hverdagen, har forståeligt nok ikke overskud til børnene og har svært ved den nære tilknytning. Prøv at forestille dig, at du skal passe en toårig, mens du har 40 i feber. Den toårige vil have opmærksomhed hele tiden, men har du kroniske smerter og kronisk PTSD, så kan du ikke håndtere, at børnene føles så anmassende. Det samme gør sig gældende for partnere til for eksempel torturofre, som DIGNITY behandler en del af.

- At være gift med et torturoffer kan være et fuldtidsjob og efterlader meget lidt plads til de andre opgaver i hjemmet. En mor, der har ansvar for en tortureret ægtemand, og måske flere mindreårige børn, kan således have svært ved at overkomme også at blive sendt i eksempelvis 'aktivering'.  Det er her vigtigt, at man har forståelse for og tager hensyn til hendes situation og belastningsgrad, når man planlægger interventionen, afslutter Edith Montgomery.

Vi samler statistik og forbedrer din brugeroplevelse ved hjælp af cookies.   Læs mere her...