Tortur er fortsat et problem i Uganda

Alex Kigoye, fungerende programchef hos ACTV er i konstruktiv dialog med regeringen om at forebygge tortur.
Alex Kigoye, fungerende programchef hos ACTV

DIGNITY’s ugandiske partner ACTV er i konstruktiv dialog med regeringen om at forebygge tortur

I Uganda er tortur strengt forbudt ved lov. Alligevel modtager African Centre for Treatment and Rehabilitation of Torture Victims (ACTV) i Uganda hvert år i gennemsnit omkring 1.000 vidneudsagn fra mennesker, der fortæller, at de har været udsat for tortur eller andre former for umenneskelig behandling.

Med dette paradoks i bagagen fløj Alex Kigoye, fungerende programchef hos ACTV, tidligere på måneden til Genève for at præsentere ACTV’s alternative rapport om at forebygge tortur og retsforfølge personer, der begår tortur, da FN’s Torturkomité behandlede forholdene i Uganda.

Mens han var i Europa, besøgte Alex Kigoye også ACTV’s samarbejdspartner DIGNITY, så vi havde lejlighed til at interviewe ham i København.

»Ifølge Ugandas Menneskerettighedskommission er tortur fortsat den hyppigst forekommende krænkelse af menneskerettighederne i Uganda«, siger Alex Kigoye.

Kommissionen er en regeringsinstitution, der har til opgave at efterforske alle former for krænkelser af menneskerettighederne.

Problemet i Uganda er ikke mangel på lovgivning. Alex Kigoye påpeger, at landet har »rigtig god lovgivning om tortur«. Uganda var et af de første lande i Afrika, der ratificerede FN’s Torturkonvention. Paragrafferne 24 og 44 i den ugandiske forfatning forbyder tortur, og landet gjorde Torturkonventionen til en del af national lovgivning i 2012 med supplerende bestemmelser i 2017.

»Vi har et rigtig godt system. Men i praksis er tortur fortsat et problem«, siger Alex Kigoye.

Manglende kapacitet

Et af de spørgsmål, han og ACTV rejste i deres alternative rapport til FN-komiteen, er manglen på kapacitet til at efterforske, dokumentere og retsforfølge sager om tortur.

»Der er en god lov og gode regler, der foreskriver, hvordan loven skal anvendes. Men de institutioner, der skal bruge dem, eksempelvis politiet, anvender ikke fuldt ud reglerne i deres arbejde. Det begrænser desværre mulighederne for at retsforfølge sager om tortur«, siger Alex Kigoye.

Et af problemerne er, at politiet ikke bruger et bestemt skema – det såkaldte Form 4 – som er udformet til netop medicinsk og juridisk dokumentation af tortur.

»Måske er det derfor, at man sjældent finder sager om tortur, når man læser politiets årsberetninger«, siger Alex Kigoye.

I kampen mod tortur står ACTV over for flere udfordringer. Nogle ofre er ikke klar over, at det, de har været udsat for, var tortur, og at de kan anmelde det. Andre er bange for at foretage en anmeldelse.

»Når det er en sag mod en politibetjent eller en højtstående embedsmand, kan der nogle gange være en mangel på vilje til at anmelde eller forfølge sagen. Så nogle gange ender det dér, uden at gerningsmændene bliver retsforfulgt«, siger Alex Kigoye.

Svært at få kompensation

Torturofre har ret til erstatning. Erstatningen kan tilkendes af Ugandas Menneskerettighedskommission eller af domstolene.

»Men det kan være udfordrende at få de penge udbetalt«, forklarer Alex Kigoye.

»I gennemsnit tager det et torturoffer fem til syv år at få erstatning. Torturoverlevere skal ofte igennem en lang bureaukratisk proces og oplever store frustrationer undervejs«, siger han.

At man bliver tilkendt torturerstatning, betyder ikke nødvendigvis, at man faktisk får pengene i hånden. Den institution, der er ansvarlig for torturen, skal betale erstatningen. Hvis politiet for eksempel har udøvet tortur, skal torturoverleveren gå til politiet og bede om de penge, hun eller han i princippet allerede har fået tilkendt. Det system virker ikke effektivt.

»Anbefalingen i vores alternative rapport er, at staten opretter en erstatningsfond for torturoverlevere. På den måde kan vi undgå, at udbetalingen af erstatning forsinkes«, siger Alex Kigoye.

ACTV har hovedkontorer med klinikker i hovedstaden Kampala i det centrale Uganda og i Gulu i den nordlige del af landet. ACTV’s behandling af torturofre foregår på disse to klinikker. Organisationen har også satellitkontorer i Karamoja i det nordøstlige Uganda og Kasese i den vestlige del af landet. Desuden udfører organisationen opsøgende arbejde i fængsler i alle dele af Uganda.

Men tilbuddet til torturoverlevere lader stadig noget tilbage at ønske, mener Alex Kigoye. Han påpeger, at almindelige ugandiske hospitaler ikke opfylder torturoverlevernes specifikke behov, og at ACTV’s arbejde ikke er finansieret af staten, men af andre donorer. For at sikre en bedre hjælp til ofrene ønsker ACTV en national rehabiliteringspolitik.

Uganda bør ratificere OPCAT

Uganda ratificerede FN’s Torturkonvention som et af de første afrikanske lande, men har endnu ikke ratificeret Tillægsprotokollen OPCAT. Hvis Uganda ratificerer OPCAT, vil staten være forpligtet til at etablere en National Forebyggende Mekanisme (NPM) med uhindret adgang til alle institutioner, hvor mennesker sidder frihedsberøvet. Alex Kigoye roser det »glimrende arbejde«, som de ugandiske fængsler har gjort for at reducere tortur, siger han.

»Men OPCAT og en National Forebyggende Mekanisme gøre det muligt at foretage en regelmæssig monitorering af institutioner for frihedsberøvede. Vi ville kunne højne niveauet for forebyggelse af tortur og retsforfølgning af de skyldige, og det ville give adgang til andre tilbageholdelsessteder end fængsler. I øjeblikket har kun den statslige Menneskerettighedskommission ubegrænset adgang til politiets arrestceller. Andre organisationer skal først søge tilladelse for at få adgang. En National Forebyggende Mekanisme ville være meget vigtig for os«, forklarer Alex Kigoye.

ACTV’s tilgang til problemerne er konstruktiv dialog.

»Vi kan ikke arbejde uden regeringen. Vi samarbejder med regeringen for forandring. Vi indsamler beviser og viser myndighederne, at tortur er et problem, som staten har et ansvar for at løse. Konstruktiv dialog kan gøre en forskel. Vi har brugt det før, og vi har oplevet små skridt i den rigtige retning. Vi kan ikke få det hele på én gang«.

Processen i FN’s Torturkomite i Genève er også en konstruktiv dialog.

»Vores alternative rapport var et bidrag, der gjorde det muligt for Torturkomiteen at indgå i en konstruktiv diskussion med den ugandiske stat. Det er det, vi tror på. Selv hvis staten kun vedtager én eneste anbefaling fra komiteen, vil det være et skridt i den rigtige retning. Og så arbejder vi videre for forbedringer. Det er sådan, vi gør«, siger Alex Kigoye.

Seneste nyheder